tirsdag den 10. november 2009

Månedens emne: Helgener

Den næste måneds emne er helgener og hvad er mere naturligt end på denne dag at starte serien med Skt. Morten.


Skibby kirke, Nordvestsjælland (ca. 1350)

Morten er den danske version af navnet Martin og Skt.Morten er da også kendt som Skt. Martin eller Martin af Tours.
Han startede sit voksne liv som romersk soldat og det er også fra denne tid legenden om kappen og tiggeren eksisterer. Denne scene er den hyppigst sete i billedkunsten og det er også den vi oftest ser i kalkmalerierne.

I følge legenden er soldaten Morten på vej ind i Amiens og møder udenfor byporten en dårligt klædt tigger. Han får ondt af denne mand og deler resolut sin kappe i to for at give den ene halvdel til tiggeren. Om natten viser Jesus sig for Morten i en drøm. Jesus bærer Mortens halve kappe og han hører Jesus fortælle englene om Morten, som ikke er døbt, men alligevel har klædt Jesus på. Herefter lader Morten sig døbe.

Der findes flere versioner af legenden og de afviger i mere eller mindre grad. Blandt andet skal Jesus i stedet for have sagt: "Hvad du har gjort for denne tigger, har du gjort for mig"
I en anden version af legenden er Mortens kappe hel igen, da han vågner næste dag.


Stubbekøbing kirke, Falster (ca.1480)

Den legende som knytter sig til Mortensaften stammer fra tiden, da indbyggerne i Tours ønskede Morten som biskop.
Efter episoden med kappen bliver Morten en tid i militæret, men får det svært med at forene sin tro med krig. Han forlader derfor militæret og lever et tilbagetrukket liv. Han må have haft det godt med dette, for da indbyggerne i Tours ønsker ham som biskop, gemmer han sig blandt gæssene. Han vil ikke være biskop.
Igen er der flere versioner af legenden. I den ene er det gæssene, der røber Morten og at han derfor beordrede dem slagtet. I en anden blev han lokket ud via et falsk bud om, at hans kone var syg.

Det er den første version, som knytter sig til vores skik med at spise and Mortensaften. Når det i dag er and fremfor gås, skyldes det nok, at gåsen er et langt større måltid end anden. Desuden har vi ikke længere skik for at spise gæs. Hvad det skyldes er en sag for kulturhistorikerne.

Du kan se flere fotos af Skt.Morten ved at lave en fritekstsøgning på "morten" i Kalkmaleridatabasen

Du kan læse mere om Skt. Morten og skikken med Mortensaften på historie.online

Ingen kommentarer:

Send en kommentar